Vi tilgår opgaven med en mentaliserende tilgang, og vægter relations arbejde højt. Vores vigtigste opgave er at skabe tillid, en tillidsfuld relation, som en sikker base for vores videre samarbejde. Vi anser samspillet og relationen, mellem barnet/den unge og os, som værende betydningsfuld og afgørende for at kunne give barnet/den unge de bedste betingelser for trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Med fokus på tilknytning og relationer, og det den enkelte har med sig i bagagen, handler det for os om at knytte bånd igennem følelsesmæssig varme, omsorg og nærvær. Vores behandling sker ud fra menneskelige værdier som værdighed og respekt, og vi anerkender mennesket bag lidelsen. Vi møder det enkelte barn/unge der, hvor de er nu, nysgerrigt og omsorgsfuldt.

Mange børn/unge med skolevægring eller spiseforstyrrelse føler sig meget alene og overladt til sig selv følelsesmæssigt. Der er i dag ofte et større fokus på at behandle somatiske symptomer og adfærd end på at behandle det utrygge menneske bag skolevægringen eller spiseforstyrrelsen. Vi har fokus på også at møde og behandle det utrygge menneske, fokus på at skabe en tryg tilknytning og relation.

Tryghed i relationer giver følelsesmæssig næring, som et menneske med fx en spiseforstyrrelse egentlig længes efter. I behandlingen har vi fokus på at skabe denne tryghed for at kunne skabe et bedre liv for den enkelte.

Børn og unge med en spiseforstyrrelse har oftest et negativt selvbillede og selvopfattelse. Hvis man ser på mentalisering som sindets immunforsvar, kan der, hos børn og unge med spiseforstyrrelser, være tale om en form for sprække i immunforsvaret, hvor den spiseforstyrrede tænkning kan få plads til at vokse.

Hos spiseforstyrrede kan der være højere disponering for ængstelighed. Dette ses f.eks. i den angst prægede adfærd, hvor der er et stort behov for kontrol og styring. Årsagerne til, at barnet oplever stor ængstelighed, kan være mange, det kan f.eks. være at barnet har udviklet en grundlæggende angst ifm. tidligere traumatiske oplevelser. Disse traumatiske oplevelser kan på sigt komme til udtryk på forskellige måder i barnets adfærd.

Barnet vil forsøge at beskytte sig selv mod fremtidige traumer, og denne beskyttende adfærd kan komme til udtryk i form af ekstrem kontrol eller styring af sig selv eller af sine omgivelser. I den spiseforstyrrede adfærd ser vi netop dette udspille sig.

Barnet/den unge kan også have en uudviklet selvforståelse. I den forbindelse kan der være mangler i barnet/den unges begrebsudvikling, kropsbillede og kropsoplevelse. Dette kan skyldes forældres eller omsorgspersoners fejltolkning eller manglende markering af barnets emotionelle tilstande. Hvis barnet har en manglende evne til at genkende og adskille forskellige følelsestilstande og impulser, er der risiko for, at barnet udvikler en manglende tillid til kroppen og dets behov. Det er derfor vigtigt at fremme årvågenhed for barnets egne følelsesmæssige og kropslige signaler.

Når vi arbejder med mentalisering hos børn og unge med spiseforstyrrelser, er vi fortsat opmærksomme på barnet/den unges somatiske tilstand. Det vil sige, at der fortsat er fokus på vægtøgning, kost og kroppens tilstand. Vi har dog samtidig stort fokus på de følelser og indre oplevelser, som er knyttet til barnet/den unges relation til kost, vægt og krop.

Det er vigtigt at forstå og erkende kompleksiteten i en spiseforstyrrelse. Der er ikke et standardsvar på, hvorfor barnet/den unge har udviklet en spiseforstyrrelse, og dermed heller ikke en fast manual eller et ”quick fix” at sætte ind med.

Årsagerne, til at barnet/den unge har valgt netop en spiseforstyrrelse som udtryk for det følelsesmæssige kaos, han/hun oplever indeni, kan være mangfoldige og komplekse. Det er derfor vigtigt, at der er fokus på en helhedsorienteret indsats, hvor både kostplan, monitorering, psykoedukation, familiebehandling, individuel terapi, gruppeterapi samt tværfagligt samarbejde tænkes ind som en del af indsatsen.

I CATRI har vi skræddersyet en intensiv og helhedsorienteret indsats, hvor der både ydes støtte i hjemmet i form af måltidsstøtte til barnet/den unge, psykoedukation til forældre og evt. søskende, individuelle samtaler med barnet/den unge samt familiebehandling. Det vil sige, at vi er fysisk til stede i familiens hjem til relationsdannelse og samvær samt til måltider, hvor vi agerer primære støtte. Dette for at aflaste forældrene, men også for at sikre at barnet/den unge indtager den næring han/hun har brug for. De evt. konflikter der må opstå i forbindelse med måltiderne, står vi med, så vi undgår at spiseforstyrrelsen skaber unødige sår i relationen mellem forældre og barn/ung. Sideløbende med støtte i hjemmet afholder vi terapeutiske samtaler med barnet/den unge samt med forældrene. I samtalerne arbejder vi ud fra en mentaliserende tilgang. Her hjælper vi både barnet/den unge og forældrene med bl.a. at forstå hinandens reaktioner samt årsagerne til, at man som forældre og barn reagerer, som man gør.

I CATRI har vi erfaring for, at en tidlig indsats oftest er den mest succesfulde indsats. Vi tilbyder derfor en intensiv og helhedsorienteret indsats ind i hjemmet til både barn/ung og forældre allerede efter første henvendelse fra den tilknyttede kommune eller fra private. Erfaringsmæssigt kan vi se, at en tidlig indsats både forhindrer uhensigtsmæssige mønstre i at udvikle sig i relationen mellem forældre og barn/ung, samt forhindrer udviklingen af negative menneskelige omkostninger i form af yderlige sygdoms udvikling hos barnet/den unge, samt udvikling af f.eks. stress, angst og depression hos forældre og andre søskende.

Oftest ser vi at barnet først får den nødvendige støtte og hjælp på et meget sent tidspunkt, og det medfører desværre, at spiseforstyrrelsen i den grad har fået fat i barnet, samt fylder unødvendigt meget i hjemmet. En spiseforstyrrelse kan ende med at kontrollere hjemmet i en sådan grad, at en eller begge forældre er nødt til at være hos barnet/den unge alle døgnets timer, og forældre må ofte tage orlov fra deres arbejde, samtidig med at tid og overskud til andre søskende formindskes.

Da vi oftest ser, at børn og unge kæmper med en spiseforstyrrelse i en årrække, har det derfor også store økonomiske omkostninger i form af støtte foranstaltninger og behandling for både kommuner og psykiatri. En tidlig indsats i hjemmet vil derfor også betyde en betydelig nedgang i de ofte meget omfattende indsatser, der ellers igangsættes senere i sygdomsforløbet.